AGF-chef: Truppen kan umuligt være en Wieghorst-trup
Foto: Ida Munch / Polfoto
Superliga

AGF-chef: Truppen kan umuligt være en Wieghorst-trup

AGF-sportschef Jens T. Andersson er helt klar over på hvilke positioner, der skal handles spillere til i sommerens transfervindue.

Oven på oprykningen til Superligaen er AGF-sportschef Jens T. Andersson en travl herre. Han har været med til at sende indtil videre syv mand ud af truppen, da udløbende kontrakter ikke er blevet forlænget, og nu er den helt store opgave så på kort tid med tilbage af nye spillere at få sammensat en slagkrakftig trup til livet som Superliga-hold og som passer ind til træner Morten Wieghorsts spillestil med højt pres og masser af boldberøringer. 

I 1. division havde AGF et skidt efterår og har til dels sikret oprykningen i foråret på, at Lyngby gik fuldstændig kolde. Spillestilen har til tider stået for skud, samtidig med at forsvaret har været til at tale med. Men det er ifølge Jens T. Andersson ikke så underligt.

- Truppen kan umuligt være en ”Wieghorst-trup”, eftersom Morten jo kom i sommer, så han har kun været træner i to transfervinduer. Vi har skiftet spillestil, så det kommer til at tage noget tid, inden truppen er blevet tilpasset. Og så er der nogle spillere, som godt kan rettes ind efter et nyt system, og jeg synes for eksempel også, at man kan se holdets udtryk meget tydeligere her i foråret end i efteråret, siger AGF-sportschefen til Tipsbladets printudgave.

 
Selvom AGF endnu ikke er stoppet med at bløde penge, så forsikrer Jens Andersson om, at der er penge at handle for i sommerens transfervindue. Og især i forsvaret og på kanterne kan det lyde som om, at der kommer til at ske lidt.
 
- Det er ingen hemmelighed, at vi har skiftet meget ud i centerforsvaret, og vi har brugt Jens Jönsson, der ser sig selv som midtbanespiller, så det er i hvert fald et sted, vi nok kommer til at kigge på alternativer. Vi har også lidt for få kantspillere, hvilket har betydet, at vi har spillet med Mate Vatsadze og Stephan Petersen derude i hver kamp. Og de er fine spillere, som har gjort det rigtigt godt, men de skal også kunne spares en gang i mellem, siger Jens Andersson,

Læs hele den store AGF-historie, hvor både Jens T. Andersson og direktør Jacob Nielsen fortæller om udviklingen og planerne for AGF, i Tipsbladets Printudgave - køb den sammen med Ekstra Bladet