AGF-chef: Point i de kommende kampe
Illustration
Superliga

AGF-chef: Point i de kommende kampe

AGF-sportschef Brian Steen Nielsen glæder sig over, at spillerne virker klar og frigjorte på trods af den sportslige krise og et uhyre spændende nedrykningsdrama i vente.

AGF har tabt seks Superliga-kampe i træk, og en placering et fint stykke fra nedrykningsstregen er nu blevet afløst af et nervepirrende scenarium med bare et og to point til Sønderjyske og Viborg under nedrykningsstregen.

Senest blev det til et 2-1-nederlag til Brøndby på NRGi Park i Aarhus i en kamp, hvor AGF-spillerne leverede en af de bedre præstationer i foråret - men stadig uden gevinst. 

Nu venter Viborg FF i en uhyre afgørende bundkamp, men på trods af krisen og en vanvittig spændende sæsonafslutning i bundstriden er sportschef Brian Steen Nielsen stadig fortrøstningsfuld i forhold til kampen om overlevelse.

- Spillerne mødte op til Brøndby-kampen med fem nederlag på stribe. Alligevel leverer de en fin indsats. Der var nye folk med, som Osama Akharraz, der gjorde det godt. Der kommer andre ind, der byder sig til. Adam Eckersley, for eksempel. Hvis dette er bunden i vores arbejde i slutspurten, så har jeg en stor tro på det. Men det har været og det bliver en svær periode, det er vi forberedt på. Vi skal hver især finde den energi, der skal til. For mit vedkommende er jeg glad for, at spillerne ikke virker forkrampede, de spiller frigjort, og vi kunne også med lidt held have fået point mod Brøndby. Det er en hård tid for spillerne, men så længe, at de arbejder så hårdt, som de gør, er jeg sikker på, der er point til os i de kommende kampe, siger Brian Steen Nielsen til JP Aarhus.

Ud over Viborg venter der også interne opgør mod både FC Vestsjælland og Sønderjyske i den tætte bundkamp, mens der også er kamp mod uforudsigelige OB og en sæsonafslutning på udebane mod guldfavoritterne fra AaB på programmet.