AGF-angriber overvejer fremtiden
Foto: AGF
Superliga

AGF-angriber overvejer fremtiden

Jeppe Kjær står bagerst i køen i AGF og overvejer fremtiden.

AGF råder over en række angribere, og bagerst i køen står 29-årige Jeppe Kjær, der heller ikke fik meget spilletid i sidste sæson, hvor der var 1. division på programmet. Morten Nordstrand, Kim Aabech og Mate Vatsadze står alle højere på Morten Wieghorsts liste, og spørgsmålet er, om det ikke giver bedst mening for Kjær at finde en ny klub.

Den tidligere HB Køge-spiller har diskuteret sin fremtid med ledelsen i AGF, men ønsker ikke at komme nærmere ind på indholdet af samtalen.

- Jeg er dog klar over at min situation er udfordrende, og derfor gør jeg da også mine overvejelser omkring fremtiden. Pt er jeg ikke i forhandlinger med nogle andre klubber, men vinduet er jo åbent et stykke tid endnu og tingene kan nå at ændre sig, siger Jeppe Kjær til MTAC.

Jeppe Kjær var ikke med, da AGF slog Brøndby med 2-1 i Superliga-premieren, og han er heller ikke med i truppen til aftenens opgør mod AGF's medoprykkere fra Viborg FF.

Angriberen kom ikke på tavlen i ligasammenhæng for AGF i sidste sæson og har således kun scoret i træningskampe for De Hvide.