Agenten bekræfter: Liverpool er interesserede i Augustinsson
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Agenten bekræfter: Liverpool er interesserede i Augustinsson

FCK-backen kan efter bare et halvt år i Superligaen være på vej væk, og det kan blive til en af verdens bedste ligaer.

Der er ingen tvivl om, at svenske Ludwig Augustinsson fra FC København tilhører gruppen af de bedste venstrebacks i hele Superligaen. Samtidig har han gjort det så godt ved U/21-EM for Sverige, at det har fået talentspejderne til at spærre øjnene op.

En af de klubber, som har meldt sig på banen er Liverpool. Det bekræfter Ludwig Augustinssons agent Per Jonsson søndag til svenske Expressen.

- Liverpool har holdt øje med ham, og de kan lide, hvad de ser. Jeg kan endnu ikke sige noget om, hvorvidt, der vil blive indledt forhandlinger, men jeg kan dog sige, at Liverpool ikke er afvisende overfor det. De kan lide ham, siger agent Per Jonsson.

Agenten fortæller desuden også, at der er interesse fra andre klubber i England og Tyskland for den offensivt stærke svenske back. For Augustinsson selv, så har han allerede for ti dage siden slået fast, at han gerne bliver i FC København. Der har dog også været flere for at se på backen under Superliga-kampe, så interessen er ikke bare opstået ved ungdoms-EM.

Udover Augustinsson, så har Sverige som hold opnået stor succes ved U/21-EM, hvor de lørdag spillede sig i finalen efter en sejr i semifinalen mod Danmark med resultatet 4-1. Nu venter Portugal i finalen for dem.