Agent: Claudemir i FCK til sæsonstart
Illustration
Superliga

Agent: Claudemir i FCK til sæsonstart

Claudemir vil også være i FC København til sæsonens første kamp, men en transfer er stadig højaktuel for brasilianeren.

Claudemir har været FC København en tro væbner siden skiftet til den danske hovedstad i 2010, men brasilianeren er så småt begyndt at se sig om efter andre muligheder. Midtbanespilleren har et år tilbage af sin aftale med de danske vicemestre, og dermed er det igangværende transfervindue FC Københavns næstsidste chance for at få penge for Claudemir.

Det bliver dog næppe lige nu og her, at brasilianeren forlader FCK. Således noterer spillerens agent, Hans Coret, at der i øjeblikket ikke rører sig meget omkring Superliga-profilen, der af samme årsag også ventes at være i FC København, når sæsonen går i gang om lidt over to uger.

- Man skal passe på med, hvad man siger, for tingene kan gå hurtigt i fodbold, men jeg vil helt sikkert tro, at det er tilfældet. Jeg har ikke hørt noget de seneste tre uger. Der er stadig mange, der er interesserede i Claudemir, men der er endnu ikke kommet noget konkret på bordet, siger Hans Coret til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Jeg tror, at vi skal hen til efter VM, før der kommer skred i tingene. Lige nu forholder mange klubber sig afventende.

Agenten har tidligere fastslået over for tipsbladet.dk, at et skifte væk fra FC København er førsteprioriteten denne sommer, men det kan heller ikke udelukkes, at Claudemir bliver i FCK - heller ikke på længere sigt.

- Alt er i princippet i spil, og det er en forlængelse med FC København også. Men han har et år tilbage lige nu, så den snak vil i så fald være et stykke ude i fremtiden. Claudemir er glad for klubben, sine holdkammerater og for byen, så det vil være dumt at lukke døren til FCK helt i. Lige nu forholder både Claudemir og FC København sig afventende og ser, hvad der kommer til at ske i transfervinduet, fastslår Hans Coret.

Claudemir var i den forgangne sæson på banen i 30 af 33 Superliga-kampe for FC København.