Ærlig Mikkelsen: Vi kunne ikke matche FCN
Foto: Philip Davali/Polfoto
Superliga

Ærlig Mikkelsen: Vi kunne ikke matche FCN

De var bedst til det hele, indrømmede Hobros Martin Mikkelsen efter nederlaget til FC Nordsjælland.

Hobro blev sat tilbage i kampen om europæiske pladser, da det blev til et 4-2-nederlag til FC Nordsjælland. 

Det lykkedes Martin Mikkelsen at score to mål trods få chancer til Hobro og en klart dominans gennem kampen af hjemmeholdet. Hobros målscorer mente også, at resultatet var retfærdigt.

- Jeg synes, at de var bedre end os til det hele. De spillede for hurtigt for os, og vi kunne ikke fange dem. De kom til alt for mange farlige situationer, og så var det egentlig en naturlig konsekvens, at de laver fire mål. Jeg synes ikke, at vi kunne matche dem i dag, selvom jeg egentlig føler, at vi var mere klar, end vi nogensinde har været. De var bedre end os, sagde Martin Mikkelsen efter kampen til TV3 Sport 1.

Reporteren spurgte også, hvornår han sidst havde scoret to mål i samme kamp.

- Det har jeg ikke gjort siden foråret 2002, så det var mærkeligt på den fede måde. Men den glæde, der opstod, var lige så hurtigt væk, som den kom, for det var ikke så sjovt i anden halvleg, da det braste lidt sammen for os. Men det er selvfølgelig altid fedt at score, sagde han til TV-stationen.