Åh nej AaB: Angrebsduoen væk?
Illustration
Superliga

Åh nej AaB: Angrebsduoen væk?

Rasmus Jönsson er definitivt ude af opgøret mod Viborg, og måske må målmaskinen Lukas Spalvis også sidde over, det han har halsbetændelse og hold i ryggen.

Rasmus Jönssons lyske kan ikke holde til tre kampe på en uge, og han sidder derfor over for AaB i morgen mod Viborg med håb om, at han kan blive klar til søndagens opgør mod Randers.

Desværre for AaB kan målmageren Lukas Spalvis også være tvunget til et afbud. Han døjer med et hold i ryggen, og han har tilmed fået halsbetændelse. Han er med i AaB's 19-mandstrup til opgøret i morgen aften, men træner Kent Nielsen træffer først sin Spalvis-afgørelse, efter litaueren har fået en god nats søvn.

- Spalvis har trænet lidt i dag, men han har halsbetændelse og hold i ryggen. Han skal til kiropraktor senere i dag, og vi må se, hvordan begge ting udvikler sig i løbet af dagen og natten. Han er med i vores trup på 19 mand, og så træffer vi en beslutning i morgen, siger træner Kent Nielsen til tipsbladet.dk.

Lukas Spalvis har lavet seks mål i de seneste fire Superliga-kampe, og spiller han ikke, vil det være et stort tab for AaB. Især når Jönsson også er ude.

- De har begge spillet et rigtig stærkt forår, men jeg synes også, vi har andre kompetente spillere. Vi må se, hvad der er af muligheder i morgen, men jeg vil sige, at jeg var rigtig godt tilfreds med AK og Sørens indhop mod Brøndby. Det er positivt, og jeg vil sige, at jeg ser mere på de muligheder, vi har, i stedet for at tænke over, hvem der ikke kan spille. Vi er fyldte med optimisme, siger Nielsen.

Ud over Anders K. Jacobsen og Søren Frederiksen som Kent Nielsen nævner, kan også Jeppe Curth og Kasper Kusk komme i spil til den (eller de) ledige position i angrebet.