Video : Tipsbladet
Superliga

AaB-træner: Vi møder sæsonens største overraskelse

AaB er klar til et interessant opgør mandag, når Lyngby gæster det nordjyske.

Mandag er meget på spil, når AaB tager imod Lyngby i Alka Superligaen. De to hold ligger i hver sin ende i forhold til, hvor tilfredse man kan være med sæsonen indtil nu. Lyngby vandt senest ude over AGF, og er at finde komfortabelt i top seks. Noget værre er det gået AaB, der jagter en placering i top seks efter et skuffende efterår med manglende skarphed. 

I de seneste to kampe har AaB dog fundet bedre takter frem. Senest hentede nordjyderne et lidt heldigt men vigtigt points med fra Haderslev og SønderjyskE, og mulighederne er der også mod sæsonens største overraskelse. Det vurderer AaB-træner Lars Søndergaard: 

- Nu møder vi et rutineret Lyngby-hold, der forsvarer sig godt, er dygtige til at spille til nul og som samtidig har været stærke både spillemæssigt og resultatmæssigt, og samlet set må Lyngby betegnes som sæsonens indtil videre mest positive overraskelse i Alka Superligaen, siger Lars Søndergaard til klubbens hjemmeside og fortsætter: 

- For vores vedkommende handler det om at vise den samme defensive styrke som i de seneste par kampe, hvor vi også har været dygtige til at forhindre omstillinger imod os. Ud fra disse dyder skal vi forsøge at sætte vores eget spil, så vi kan få skabt de fornødne chancer og endnu et positivt resultat, vurderer cheftræneren. 

AaB har til kampen mod Lyngby udtaget følgende trup:

1 Nicolai Larsen, 2 Patrick Kristensen, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Markus Holgersson, 7 Thomas Enevoldsen, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 14 Casper Sloth, 16 Magnus Christensen, 17 Christian Bassogog, 20 Marco Meilinger, 21 Kasper Risgård, 22 Carsten Christensen, 25 Frederik Børsting, 27 Oliver Abildgaard, 29 Sebastian Grønning, 31 Joakim Mæhle, 32 Kasper Pedersen og 33 Bardhec Bytyqi.