Video : Tipsbladet
Superliga

AaB-talent: Det er gået over al forventning

19-årige Magnus Christensen har sat sig på den centrale del af AaBs midtbane, og han har gjort det særdeles godt. Han føler også, at han har været med til at vende AaBs dårlige periode.

Han er udset til at være Rasmus Würtz afløser, men allerede nu har han sat sig på pladsen ved siden af anføreren på AaB-holdet. Det er selvfølgelig den 19-årige Magnus Christensen, der er tale om. Han har de seneste tre kampe startet inde, og her har han været en del af et AaB-hold, som pludselig er begyndt at få point igen. 

- Personligt synes jeg, det er gået over al forventning. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville spille fast her sidst på efteråret, men jeg er superglad for det. Jeg føler også, at jeg har været med til at vende holdets negative stime, siger Magnus Christensen til nordjyske.dk

De gode præstationer gør også, at midtbanemanden højst sandsynligt starter inde, når AaB mandag aften tager imod Lyngby. Hvis AaB vinder den kamp, ser det pludselig noget bedre ud i forhold til at komme i mesterskabsslutspillet.