AaB: Kuhn skal ikke være cheftræner
Illustration
Superliga

AaB: Kuhn skal ikke være cheftræner

AaB's sportsdirektør udelukker, at Allan Kuhn, der indtil nu har været assistenttræner, er i spil til at afløse Kent Nielsen som cheftræner.

De har været en slagkraftig duo, de to - Kent Nielsen og Allan Kuhn. Men med Kent Nielsens exit i AaB til fordel for OB til sommer ser det ud til, at duoen skal splittes, og det giver et ledigt job som cheftræner i AaB.

Kuhn har tidligere været chefen i spidsen for AaB, omend det var midlertidigt som afløser i perioden mellem Bruce Rioch og Magnus Pehrsson, men det bliver ikke aktuelt for Allan Kuhn igen at skulle bestride cheftrænerposten i klubben. Det fortæller sportsdirektør Allan Gaarde.

-  Allan Kuhn er en fantastisk træner. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre assistenttræner end Allan Kuhn – og det er også den rolle, vi ser ham i. I cheftrænerrollen skal vi ud og have noget nyt blod, som ikke nødvendigvis er at finde i AaB, siger sportsdirekøren til Nordjyske.

Allan Kuhn har også været cheftræner i FC Midtjylland fra 2009 til 2011. Han har også været assistenttræner i Randers FC.