AaB-kaptjan optimistisk forud for CL-kvalifikation
Illustration
Superliga

AaB-kaptjan optimistisk forud for CL-kvalifikation

Thomas Augustinussen kalder gårsdagens sejr over FC Midtjylland for et 'vigtigt skridt', og tror på succes, når Dinamo Zagreb kommer på besøg på onsdag i Champions League-kvalifikationen.

Den skuffende 0-0'er i Superliga-premieren mod SønderjyskE såede tvivl om AaB's form, men den komfortable 2-0-sejr over FC Midtjylland beviste, at nordjyderne ikke har glemt at spille god fodbold henover sommeren.

Onsdag gælder det en svær opgave i Champions League-kvalifikationen, når de kroatiske mestre, Dinamo Zagreb gæster Aalborg. Anfører Thomas Augustinussen går ind til kampen positiv.

- Frem for alt får vi jo gang i vores målscoring, og det var i hvert fald et vigtigt skridt, siger anfører Thomas Augustinussen, der leverede endnu en solid indsats på den centrale midtbane. Det er vigtigt, at vi har fået to gode kampe i benene, og nu har vi også tanket selvtillid med en sejr. Vi har fundet hinanden godt nu, og jeg er meget mere positiv nu, end jeg har været tidligere. Og samtidig havde vi god opbakning på hjemmebane, og det er jeg sikker på, at vi også kommer til at få på onsdag, siger Augustinussen til Nordjyske.

Anders K. Jacobsen og Nicklas Helenius tegnede sig for scoringerne i sejren over FC Midtjylland.