AaB jagter Tobias Sana
Illustration
Superliga

AaB jagter Tobias Sana

Ajax-spilleren Tobias Sana kan være på vej til de danske mestre fra AaB.

Allerede for et år siden var Ajax Amsterdam-spilleren Tobias Sana et brandvarmt navn i Danmark, men svenskeren kom ikke til Superligaen dengang, selv om hans situation i den hollandske mesterklub også på daværende tidspunkt var uholdbar og bød på meget lidt spilletid.

Sådan er det fortsat for Tobias Sana i Hollands hovedstad, og nu synes der at være større chance for, at den 25-årige offensivspiller kommer til Danmark. Tirsdag skriver den hollandske avis De Telegraaf, at AaB har snøren ude efter den tidligere IFK Göteborg-spiller.

Tobias Sana fik en lovende start på opholdet i Ajax, men gled hurtigt ud i periferien af holdet og har siden haft meget vanskeligt ved at spille sig tilbage i varmen. Han står noteret for 17 kampe og fem mål for storklubben. I sidste sæson optrådte han primært for Ajaxs reservehold i den næstbedste række. 

Svenskeren har et år tilbage af sin kontrakt med Ajax, og alt tyder på, at der skal en transfer i hus, inden vinduet smækker i om godt to uger.

- Det er rigtigt, at han nok forlader Ajax, men ellers har jeg ingen kommentarer, sagde spillerens agent Anders Karlsson til tipsbladet.dk tilbage i starten af juni.

Nu kan det være, at Nordjylland bliver næste stop for offensivspilleren med to svenske landskampe på CV'et.