AaB får grønt lys til kapitaludvidelse
Illustration
Superliga

AaB får grønt lys til kapitaludvidelse

AaB kan nu få den økonomiske saltvandsindsprøjtning, som klubben har så hårdt brug for.

Det kører godt for AaB på fodboldbanen, hvor det nordjyske fodboldflagskib i øjeblikket ligger til at vinde det danske mesterskab for første gang siden 2008. Knap så godt kører det for nordjyderne uden for fodboldbanen, hvor en dårlig økonomi er som en konstant skygge over succesen.

I dag er AaB dog kommet et skridt nærmere at få vendt den økonomiske skude, som især er truet af feriepengesagen, hvor klubben fortsat mangler at punge ud med millioner.

Torsdag blev der på den ordinære generalforsamling af en overvældende majoritet givet grønt lys til at forhøje selskabets aktiekapital. Det skriver AaB på klubbens hjemmeside.

Det forlyder ikke, hvor meget kapitaludvidelsen er på, men i marts kunne Ekstra Bladet fortælle, at det drejer sig om et sted imellem 50 og 70 millioner kroner.

AaB kunne i seneste regnskab fremvise et underskud på 27,1 millioner kroner og en negativ egenkapital på 22 millioner kroner.