Superliga

AaBs Due er frustreret

Anders Due har stadig ingen afklaring over sin kontraktsituation, og det er lidt frustrerende, erkender han.

AaBs direktør Lynge Jakobsen ville egentlig gerne have flere kontraktforlængelser på plads inden udgangen af januar måned. Blandt andet ville den afgående direktør gerne have forlænget kantspilleren Anders Dues aftale med klubben, og det er heller ikke længe siden, at Jakobsen sagde til tipsbladet.dk, at flere af forhandlingerne var ved at nærme sig en afslutning.

Det er bare endnu ikke sket, og Anders Dues fodboldfremtid efter denne sæson er dermed endnu ikke på plads.

- Det hele er stadig uafklaret, og det er selvfølgelig lidt frustrerende. Forhandlingerne er ikke afbrudt endnu, men de er så sandelig heller ikke nået til nogen afklaring, siger han til Nordjyske.

Han forklarer, at der allerede har været følere fra andre klubber, men at en forlængelse med AaB stadig er førsteprioritet for ham.

Patrick Kristensen og assistenttræner Allan Kuhn har også kontraktudløb til sommer, og deres aftaler er heller ikke blevet forlænget endnu.