Superliga-klubberne udskyder udekort igen
Generelle

Superliga-klubberne udskyder udekort igen

Superliga-klubberne har afsat et halvt år mere til dialog med fans for at undersøge alternativer til det Superliga-Udekort, som skulle være indført til denne sæson.

Det upopulære Awaykort – eller Superliga-Udekort som det hedder – skulle oprindelig indføres til denne sæson. Men i juni besluttede klubberne at udskyde indførslen af udekortet et halvt år. Nu har klubberne udskudt indførslen et halvt år mere.

Det sker, ligesom sidst, for at give plads til dialog med Danske Fodbold Fanklubber (DFF), meddeler Divisionsforeningen.

Udekortet har mødt massiv modstand fra danske fodboldfans, siden det blev besluttet, at alle fans skulle registreres og udstyres med kortet for at følge deres klubber på udebane.

Siden indførslen af kortet blev udskudt i sommer, har klubberne mødtes tre gange til dialogmøder med DFF og andre fan-grupperinger for at diskutere mulige alternative løsninger til udekortet.

Kortet har til formål at forhindre karantæneramte personer i at få adgang til stadion og nedbringe antallet af overtrædelser af stadionreglementerne i udebaneafsnittene – herunder særligt afbrænding af romerlys.

På grund af en positiv dialog har Divisionsforeningen besluttet, at den skal fortsætte til afslutningen af sæsonen.