Spillersalg sender EfB i plus i første halvår
Illustration
Generelle

Spillersalg sender EfB i plus i første halvår

Esbjerg er kommet ud af første halvår 2014 med et overskud på 9,3 millioner kroner, mens omsætningen også er steget takket være klubbens Europa League-eventyr i foråret

Esbjerg fB har netop præsenteret deres regnskab for første halvår i 2014. 

Her kan Superligaklubben fremlægge en bundlinje med sorte tal, da overskuddet i årets første seks måneder lyder på 9,3 millioner kroner. Det er en klar forbedring i forhold til underskuddet på knap 2 millioner, som fodboldklubben kunne præsentere for samme periode sidste år. 

En stor del af forklaringen til overskuddet skal findes i salget af Peter Ankersen, da Esbjerg i løbet af årets første seks måneder hentede over 14 millioner kroner i transferindtægter, hvilket altså har forhindret endnu et underskud i EfB. 

Samtidig kan Esbjerg glæde sig over en fremgang på klubbens toplinje. Her er omsætningen - primært takket være klubbens Europa League eventyr - steget fra 34 millioner kroner sidste år til 41 millioner kroner i år. 

- Regnskabet for første halvår bærer præg af indtægter fra Europa League og salg af spillerprofiler på et niveau, vi ikke kunne påregne i et ordinært år. I årets anden halvdel er vi uden disse indtægter og vender tilbage til normal drift, siger Kent Ernst Hansen i en pressemeddelelse.