Selv om det var på et hængende hår, lykkes det alligevel for Vendsyssel FF at overleve i nedrykningskampen i 1. division. Spillerne og trænerteamet med Søren Kusk i spidsen kunne juble sammen.
Men nu skilles deres veje.
Vendsyssel FF meddeler nemlig, at Søren Kusk ikke kommer til at stå i spidsen for holdet i den kommende sæson.
Vendsyssel FF ønsker i næste sæson at styrke vores setup yderligere med en fuldtidstræner, og dette ønske kan ikke kombineres med Sørens civile karriere.
- Vendsyssel FF takker Søren Kusk for en meget dedikeret og professionel indsats gennem to sæsoner, skriver Vendsyssel FF i en pressemeddelelse.
I den første sæson i Vendsyssel FF opnåede Søren Kusk en fornem 7. plads i tabellen og indfriede altså også forventningerne om at bevare holdet i landets næstbedste række i den netop overståede sæson.