Søndergaards AaB i målrus: Skal ikke blive possession for possessionens skyld
Foto: AaB
Generelle

Søndergaards AaB i målrus: Skal ikke blive possession for possessionens skyld

AaB har halvvejs igennem sæsonen scoret samme antal mål, som SønderjyskE scorede hele sidste sæson med samme træner. Nordjyderne er med afstand det mest scorende hold i Superligaen.

Sidste sæson scorede AaB 39 Superliga-mål under Kent Nielsen. I samme sæson scorede Lars Søndergaards SønderjyskE 35 mål.

Siden har Lars Søndergaard overtaget AaB, som nærmest er gået målamok med 35 mål i de første 16 kampe – lige så mange som SønderjyskE scorede hele sidste sæson.

Og hvad er der så lige sket, siden Søndergaards AaB er blevet Superligaens klart mest scorende hold? Det er svært at sige, og det skyldes selvfølgelig flere ting, først og fremmest spillere der præsterer på højt niveau og scorer mål. Og så en mere direkte spillestil.

- Jeg synes egentlig også, at vi kommer til en del chancer. Vi har haft som mål – og nogle gange gør vi det måske endda for meget – at spille direkte. AaB har jo hele tiden været et godt possessionhold. Vi skal spille possession, men vi skal også passe på, at det ikke bare bliver possession for possessionens skyld. Og der har vi måske spillet lidt mere direkte, siger Lars Søndergaard til tipsbladet.dk.

Lars Søndergaard var ikke decideret kendt for en offensiv tilgang i SønderjyskE, men i AaB står han mest af alt for seværdig og målrig fodbold, selvom nogle måske havde forventet en mere defensiv spillestil. Det minder lidt om en gammel plade, der også blev spillet på Hornevej, da Kent Nielsen var træner.

Lars Søndergaard mener ikke, at han har ændret sig til en mere offensiv træner. Han har blot bygget videre på det, der var i forvejen.

- Man ændrer sig qua det, at spillerne har vænnet sig til en offensiv spillestil, hvor man tør at spille bolden fremad, og det fortsætter vi jo med. Jeg vil gerne spille offensiv fodbold, hvis jeg har spillerne til det. Andre gange er det jo sådan, at man må vurdere, at den defensive tilgang til tingene er bedre, for ellers lukker man for mange mål ind, siger Lars Søndergaard, der aldrig har lagt skjul på, at han ikke kom til AaB for at revolutionere.

Han kan dog konstatere, at det generelt har været en meget målrig Superliga indtil videre. Det til trods er der ingen hold i nærheden af AaB, når det kommer til at score mål. FCK, Randers FC og OB kommer tættest på med 26 mål – ni færre end nordjyderne.