Tidligere Brøndby-spiller jagtes i Norge
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Skandinavien

Tidligere Brøndby-spiller jagtes i Norge

Mads Nielsen har tiltrukket sig masser af interesse i Norge efter et halvt år i landet, og en aftale med Sandnes er angiveligt lige om hjørnet.

21-årige Mads Nielsen er en populær herre i Norge. Det er han ikke på samme måde i Danmark, hvor Brøndby ikke har ville forlænge med ham efter et endt lejeophold i Nest-Sotra, hvor han har været i efterårssæsonen.

Nu vil Sandnes, der i denne sæson rykkede ned fra den bedste norske række gerne have fat i Mads Nielsen til forsvaret. Det skriver den norske avis Adresseavisen.

Der har desuden også været interesse fra Bryne, der holder til i midten af den næstbedste norske række. Her har deres træner Gaute Larsen dog tidligere slået fast, at den danske midtstopper ikke helt passer ind i den profil, som de søgte til deres forsvar.

Derimod skulle der ikke være meget, der skiller Sandnes og Mads Nielsen. Derfor forventes det i Norge, at Mads Nielsen snart er klar til at tørne ud for Sandnes.

Mads Nielsen har tidligere i karrieren også været udlejet til Brønshøj, så det er en spiller, der trods sin unge alder allerede har været rundt i en del klubber, og nu ser det ud til at eventyret i Norge fortsætter.