Svensk landstræner: Ønsker 16 hold i ligaen
Foto: Henrik Montgomery/Polfoto
Skandinavien

Svensk landstræner: Ønsker 16 hold i ligaen

Også i Sverige diskuteres ligasystemet, og den svenske landstræner er tilhænger af 16 hold i Allsvenskan.

Det er ikke kun i Danmark, ligastruktueren diskuteres, også i Norge og Sverige undersøges mulighederne for måske at ændre på ligasystemet. I Norge er de så langt, at de har fået nogle konkrete forslag fra det hollandske firma Hypercube, mens de i Sverige også går i tanker om, hvordan svensk klubfodbold fremover skal se ud.

I Sverige tales der meget om, hvor mange hold den svenske Allsvenskan skal indeholde. I øjeblikket har 16 hold hjemme i Sveriges bedste liga, og det skal ligaen også fremover indeholde, mener landstræner Erik Hamren.

- Mange har meninger om, hvor mange hold der skal være i Allsvenskan, og som landstræner mener jeg, at vi bør have 16 hold, fordi flere unge spillere får chancen i Allsvenskan. For landsholdet tror jeg, det er en god ting, siger Erik Hamren til fotbollskanalen.se og forklarer videre:

- Det største problem er, hvordan vi får en sæson, der er længere, og hvordan alle tingene kommer til at passe ind. Der er landskampe, og der er Allsvenskan. Vi skal arbejde for at få succes, og vi skal med til slutrunder med landsholdet. Det kommer dog til at betyde afbrydelser i Allsvenskan, og det er vi nødt til at finde ud af, hvordan vi løser, siger den tidligere AaB-træner videre.

Sverige vandt tirsdag aften med 3-1 i en testkamp over Iran og kæmper lige - som Danmark - for at komme med til EM, der afholdes næste år i Frankrig.