Søren Rieks overvejer fremtiden: Har et ben i begge lejre
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Skandinavien

Søren Rieks overvejer fremtiden: Har et ben i begge lejre

Søren Rieks har et år tilbage af sin kontrakt med IFK Göteborg, og han er både åben for en forlængelse samt et klubskifte.

Når IFK Göteborg onsdag indleder træningen frem mod den kommende sæson i Sverige, bliver det atter med den danske midtbanemand Søren Rieks som en del af truppen. Rieks har været i IFK siden sommeren 2014, hvor han skiftede fra NEC Nijmegen, men snart kan et nyt klubskifte komme på tale. 

Rieks har et år tilbage af sin kontrakt med IFK Göteborg, og han er begyndt at overveje fremtiden.

- Det har ikke noget konkret, og jeg møder til træning i morgen i IFK, hvor jeg skal i god form efter to måneders pause. Jeg har et år tilbage af min kontrakt, og jeg har ikke hørt noget fra klubben endnu, men jeg vil gerne blive her. Omvendt er jeg også åben for at prøve noget nyt, så man kan sige, at jeg har et ben i begge lejre, siger Søren Rieks til tipsbladet.dk.

- Personligt har jeg det godt i Göteborg, og sportsligt er det også interessant i IFK. Jeg står fint kontraktmæssigt, for hvis der ikke sker noget i januar, har jeg et halvt år tilbage af kontrakten til sommer, hvor jeg kan tale med andre klubber. Det er nogle forskellige scenarier, der alle passer mig godt, tilføjer han. 

29-årige Søren Rieks har tidligere spillet i den hollandske Æresdivision og i Superligaen, og han har ikke lagt sig fast på, hvor han skal tilbringe sine næste år af karrieren.

- Jeg er meget åben. Jeg føler, at kroppen er ung, og jeg har været godt tilpas og i god form i løbet af de seneste år. Jeg kigger efter sportslige udfordringer, men økonomien er også et tema, og hvis de to ting passer sammen, er det jo perfekt. Jeg vil ikke skifte klub bare for at skifte, så det skal både være sportsligt og økonomisk attraktivt, siger Rieks, der også er åben for et comeback til den danske Superligaen engang i fremtiden.

- Det er absolut muligt, men det er svært at sige noget om tidspunktet. Jeg vil ikke lukke nogen døre, for det ville være dumt i den her verden, og hvis der kommer noget konkret fra Danmark, vil jeg kigge på det. Men det er nok ikke min førsteprioritet, siger Søren Rieks.

Søren Rieks har tidligere repræsenteret Esbjerg fB i Superliga-regi.