Søren Rieks: Jeg skal have nogle fif af Vibe
Illustration
Skandinavien

Søren Rieks: Jeg skal have nogle fif af Vibe

Søren Rieks har haft en god første tid i IFK Göteborg, men glæder sig til næste sæson, hvor han kan være med fra begyndelsen.

Danske Søren Rieks skiftede i sommer klub fra hollandske NEC Nijmegen til svenske IFK Göteborg. Den tidligere Esbjerg-spiller var i efteråret med til at sikre en andenplads til den svenske traditionsklub, og når han ser tilbage på sit første halve år i Sverige, er han godt tilfreds.

- Det har været rigtig godt. Vi endte på en andenplads, og jeg kom netop hertil, fordi jeg så muligheder i at vinde noget. Sølv er måske ikke en titel, men da jeg kom til klubben, lå vi nummer seks, og vi endte på en andenplads, så jeg er godt tilfreds. Det er en god klub med gode fans, og jeg har kunne mærke, at der er stor respekt for klubben i Sverige. Personligt har jeg også været fint tilfreds med mine egne præstationer, siger Søren Rieks til tipsbladet.dk

Liga-sæsonen i Sverige er nu overstået, men Søren Rieks glæder sig allerede til det nye år, hvor hans karriere i IFK Göteborg for alvor skal tage fart.

- Jeg skal hundrede procent i form til den kommende sæson. De første kampe for IFK skulle jeg bruge til at spille mig i kampform fungere på holdet. Jeg var tæt på, at være på hundrede procent til de sidste kampe, og det skal jeg være fra begyndelsen i den nye sæson. Mit store mål er at vinde noget, og det håber jeg, at vi kan komme til i IFK, og så glæder jeg mig også til at spille europæisk fodbold til efteråret næste år. Jeg ser lyst på fremtiden, siger Søren Rieks.

Rieks har i IFK Göteborg stået i skyggen af sin landsmand Lasse Vibe, der som topscorer i Allsvenskan har fået masser af opmærksomhed i denne sæson. Vibe kom ligesom Rieks til IFK Göteborg i et sommervindue, idet han skiftede fra SønderjyskE i juli 2013. Efter et halvt års tilvænning bragede han igennem i klubben i 2014. Måske Søren Rieks kan gøre det samme til næste år?

- Ja, jeg skal have nogle fif af Lasse, haha. Selvfølgelig vil jeg gerne udvikle mig og bygge på mit spil. Jeg vil gerne være mere kampafgørende og score nogle flere mål. Men jeg fokuserer først og fremmest på at komme i hundrede procent i form, for så vil jeg også kunne blive mere afgørende, siger Søren Rieks.

Søren Rieks nåede at spille 12 kampe og score to mål i efterårssæsonen for IFK Göteborg.