Video : Tipsbladet
Skandinavien

Rosenborgs træner forsvarer Bendtner: Det er ikke hans skyld

Bolden skal først hen til Bendtner før han kan vise, hvad han kan, lyder det fra Rosenborgs træner Ingebrigtsen.

Det har endnu ikke været en bragende succes for Nicklas Bendtner at skifte til norsk fodbold og Rosenborg. Der er nu gået en måned siden Bendtners seneste scoring, men det er ikke kun noget, som Bendtner er ansvarlig for.

Det forklarer Rosenborgs træner Kåre Ingebrigtsen nu til norsk TV2.

- Jeg synes, at det er uretfærdigt, at alle skal sige, det er hans fejl, at vi ikke spiller god fodbold. Det er det ikke. Der findes ikke én enkeltspiller, som vi er afhængige af, siger Kåre Ingebrigtsen.

Det handler for Rosenborg-trænerne også om at bruge Bendtner til det, som han er bedst til.

- Vi har ikke hentet nogen Messi, som henter bolden på midtbanen, dribler ti mand og skyder den i krydset. Vi har hentet en angriber, som er en god afslutter, og derfor må vi få bolden til ham, siger Rosenborg-træneren.

Helt skidt går det dog ikke for Rosenborg, der er delt på førstepladsen i den norske liga med Brann, og skal spille med om pladser i Champions League i den kommende sæson. I alt er det blevet til fire scoringer i ligaen fra Bendtners side.