Mike Jensen: Jeg spiller helt perfekt
Illustration
Skandinavien

Mike Jensen: Jeg spiller helt perfekt

Mike Jensen er svært tilfreds med sin egen præstation i 5-3-sejren over Haugesund.

Mike Jensen har masser af mål i støvlerne for tiden. I midten af sidste uge scorede han for Rosenborg i Europa League-kvalifikationen, og i går satte den tidligere Brøndby-spiller så trumf på, da han blev dobbelt målscorer i Rosenborgs 5-3-sejr over Haugesund i Tippeligaen. Og efter kampen havde Mike Jensen da også svært ved at skjule begejstringen over sin egen præstation.

- Bortset fra at jeg er en del af et hold, som falder lidt sammen i perioder, så spiller jeg stort set helt perfekt. Jeg scorer to mål, taber næsten ikke én nærkamp og mister ikke bolden defensivt. Jeg er meget tilfreds med mig selv, siger Mike Jensen til adressa.no.

Rosenborg har haft en sæson på det jævne, men efter gårsdagens sejr er Trondheim-klubben nummer tre i den norske liga - syv point efter topholdet Molde. Og Mike Jensen mener, at der er grund til Rosenborg-optimisme forud for sidste halvdel af sæsonen.

- I de perioder, hvor vi er gode, er vi så gode, at alle hold i Norge bør være bange for os. Vi er uhyggelig gode. Der er fortsat lang tid tilbage af sæsonen, og Molde gør det godt i øjeblikket, men vi er kun halvvejs, og alt er muligt, fastslår den danske midtbanespiller.

Mike Jensen var ikke den eneste dansker, der scorede to mål i gårsdagens målfest på Lerkendal. Christian Gytkjær scorede således også to mål for Haugesund.