Malmö-spiller: Hareides stil var meget direkte
Foto: Malmö FF
Skandinavien

Malmö-spiller: Hareides stil var meget direkte

Tobias Sana synes bedre om Allan Kuhns possesionstil end Åge Hareides mere direkte spillestil.

Den svenske topklub Malmö FF har denne vinter haft et trænerskifte, der er ganske interessant med danske briller. Åge Hareide har forladt klubben for at blive dansk landstræner, mens Allan Kuhn er kommet til klubben fra AaB.

Kuhn er kommet med andre tanker om spillet end Hareide, og det forlyder blandt andet, at danskeren går mere op i possessionspillet. 

En af de spillere, der trives bedre under det, er Tobias Sana, der kom til klubben i 2015. I et interview med Sydsvenskan fortæller han lidt om forskellen på de to trænere.

- Det er klart, at Åge (Hareide) havde en spillestil, som var meget direkte. Det gjaldt om at vinde bolden og spille hurtigt kontra. Det her passer mig lidt bedre, fordi jeg er mere involveret. Jeg kan jo godt lide possesionfodbold. Men samtidigt: Det var også fint i sidste sæson, siger Sana til det svenske medie.