Lasse Vibe klar til større udfordringer
Illustration
Skandinavien

Lasse Vibe klar til større udfordringer

Den 27-årige danske angriber er klar til at prøve kræfter med en større liga end den svenske.

Det er efterhånden ikke nogen hemmelighed mere, at der render en dansker rundt i endeløs medvind i Sverige. Med 21 scoringer i Alsvenskan og landsholdsdebut har danskeren haft et fantastisk år, og nu fortæller han selv, at han er klar til større udfordrigner, hvis chancen byder sig.

- Det er ikke sådan, at det skal være nu. Det må det gerne. Jeg tror, at hvis chancen dukker op, så skal man tage den, hvis man er 27 år gammel og kun har spillet i Danmark og Sverige. Jeg tror ikke, jeg kommer til at vade i chancer. Men jeg er ikke utilfreds, hvis der ikke dukker noget op, udtaler Lasse Vibe til TV2 Sporten.

- Skulle der ikke dukke noget op, som er så i interessant for klubben, at jeg får lov til at skifte, så vil jeg have mere at udrette i Sverige, og vil sagtens kunne se mig her fremover. HVis man kan bevise sig i en halv eller hel sæson mere, så beviser det bare, at man har endnu større klasse, fortæller den danske topscorer yderligere.
 
Lasse Vibe er i øjeblikket nomineret til prisen som årets bedste angriber i svensk fodbold, hvor han dyster mod Marcus Rosenberg og Zlatan Ibrahimovic. Vinderen af prisen findes ved et stort fodboldgalla den 10. november.