Danske profiler med i svensk rekordår
Skandinavien

Danske profiler med i svensk rekordår

IFK Göteborg kommer til at sætte stadionrekord på Gamla Ullevi i denne sæson.

Det har været en fantastisk sæson for det svenske tophold IFK Göteborg, hvor danskerne Søren Rieks og Jakob Ankersen er blandt profilerne i klubben. Med otte runder tilbage af sæsonen i Allsvenskan, ligger holdet på førstepladsen, og nu står klubben også over for at sætte ny publikumsrekord på hjemmebanen Gamla Ullevi.

IFK Göteborg oplyser således på sit website, at man kun mangler at få omkring 10.000 tilskuere gennem tælleapparaterne, før man sætter ny rekord for antal tilskuere i løbet af en sæson. Den nuværende rekord på Gamla Ullevi er fra 2009-sæsonen, hvor det nye stadion blev indviet. Dengang kom der 218.737 tilskuere på stadion i løbet af sæsonen, men den rekord står nu for fald. 

Det forventes, at der i den kommende kamp mod Halmstad vil blive sat ny rekord, og så mangler der endda tre yderligere hjemmekampe i sæsonen for IFK Göteborg. 

Det fornemme tilskuertal svarer til et tilskuersnit på 18.937 per kamp, hvilket er markant højere end eksempelvis Brøndbys og FC Københavns hjemmebanesnit i denne sæson. 

Jubelsæsonen i Göteborg kan blive krydret med et mesterskab, hvis det lykkes IFK at gå hele vejen i Allsvenskan. Med otte runder tilbage af sæsonen er det dog utrolig tæt i toppen af tabellen, hvor IFK ligger nummer med 47 point. Der er dog kun to point ned til både nummer to go tre i tabellen, mens Elfsborg på fjerdepladsen kun er tre point væk.

Under alle omstændigheder kan danskerne Søren Rieks og Jakob Ankersen dog være med til at skrive historie på det store stadion i Göteborg.

IFK Göteborg spillede tidligere på Nya Ullevi, hvor EM-finalen i 1992 også blev afviklet, men i 2009 flyttede man til det nuværende stadion Gamla Ullevi.