Video : Tipsbladet
Serie A

Vilde med Frendrup: Spændende spillere i Danmark

Morten Frendrup har været en kæmpe gevinst for Genoa, og i dette interview med Tipsbladet fortæller Serie A-klubbens sportsdirektør, at Superligaen er et særdeles interessant marked.

For lidt over to år siden valgte Genoa at kigge mod Superligaen, da Serie A-klubben købte Morten Frendrup i Brøndby IF. 

Det har efterfølgende vist sig at være en glimrende handel for den norditalienske klub, og i Genoa vil klubbens sportsdirektør Marco Ottolini derfor heller ikke lægge skjul på, at Superligaen er et interessant marked at følge. 

Vi har en fast scout i de nordiske lande, og vi har forhold til mange klubber deroppe, så vi har altid et øje på den danske liga.

Marco Ottolini
Sportsdirektør, Genoa

- Vi scouter i hele Europa, og også udenfor Europa, og de nordiske ligaer er helt sikkert virkelig, virkelig interessante. Niveauet er stigende især i Danmark og Norge, vil jeg sige, siger Marco Ottolini til Tipsbladet og fortsætter:

- På vores hold har vi også to norske midtbanespillere i Morten Thorsby og Emil Bohinen. Vi finder altid meget spændende spillere i Danmark og de øvrige nordiske lande, både på grund af deres mentalitet og hvordan de passer til vores spillestil.

Udover Frendrup, Thorsby og Bohinen råder Genoa også over den islandske landsholdsangriber Albert Gudmundsson.

Har fast scout i Norden
Genoa, der ligger på 12. pladsen i Serie A, har et særligt godt øje til spillere fra Skandinavien, lyder det fra klubbens sportsdirektør. 

- Vi har en fast scout i de nordiske lande, og vi har forhold til mange klubber deroppe, så vi har altid et øje på den danske liga. For de er gode til at tilpasse sig, og man kan også se på deres landshold, at niveauet er rigtig godt, siger Marco Ottolini. 

Genoas CEO, Andres Blazquez, har tidligere udtalt, at der har været talentspejdere fra mange forskellige klubber for at se Morten Frendrup, men ifølge Marco Ottolini er det fuldstændigt normalt, at talentspejdere er på plads til Genoas kampe. 

- I den her sæson har vi et hold med mange spillere, der stadig er unge, men alligevel har god erfaring. Så de er interessante for andre europæiske klubber. Til hver eneste kamp har vi scouts fra mellem 10 og 15 europæiske klubber, der kommer og ser vores kampe.

- De kommer og ser Morten og andre spillere. De kommer her for at se spillere, der både er gode nu, men som også har en lys fremtid, siger Marco Ottolini. 

Tipsbladet har også bragt et stort interview med Genoas sportsdirektør om Morten Frendrups store gennembrud i Italien. 

Det interview kan læses HER.