Valencia vil ikke slippe Man Utd-emne
Illustration
Serie A

Valencia vil ikke slippe Man Utd-emne

Valencias unge venstre back Juan Bernat tiltrækker sig interesse fra Napoli og Manchester United, men La Liga-klubben vil ikke slippe talentet.

Manchester United leder efter en venstre back, der kan overtage tjansen efter Patrice Evra. Hidtil har klubben været kædet sammen med Southamptons Luke Shaw og Evertons Leighton Baines, men senest er også opstået rygter om interesse i Valencias 21-årige Juan Bernat. 

Men spanieren er ikke til salg. 

- Juan er fra vores eget akademi og er utrolig vigtig for os. Vi vil beholde ham i lang tid endnu, men vi er også klar over, at der er mange interesserede klubber, fordi han spiller på så højt niveau, siger Valencias sportsdirektør, Rufete, til calcionapoli24.it. 

Ud over Manchester United har også Napoli været sat i forbindelse med den unge spanier, men heller ikke italienerne skal regne med at kunne nuppe Bernat fra Valencia. 

- Det er godt, at klubben bliver ved med at skabe så gode resultater, og Bernat tiltrækker sig også interesse fra en klub som Napoli, men vores intention er at beholde ham. 

Den unge back har lidt over et år tilbage af sin kontrakt med Valencia, som løber ud næste sommer.