Sven-Göran Eriksson: Ligner Zlatan til Milan
Foto: Kamil Krzaczynski/Polfoto
Serie A

Sven-Göran Eriksson: Ligner Zlatan til Milan

Den svenske succestræner tror på, at Zlatan Ibrahimovic forlader PSG til fordel for AC Milan denne sommer.

Rygterne har været massive omkring Zlatan Ibrahimovic denne sommer. Den svenske superstjerne skiftede i 2012 til PSG fra AC Milan på en treårig aftale, der dengang havde en værdi af 20 millioner euro. Efterfølgende er kontrakten blevet forlænget frem til 2016, og selvom landsholdsspilleren er tilfreds i den franske hovedstad, er meldingerne om et exit mange. 

Her står italienske AC Milan klar med et tilbud til PSG-stjernen. Både ledelse og trænerstab i Serie A-klubben har ikke lagt skjul på deres interesse, og selv er det ikke usandsynligt, at fremtiden ligger i Milano for Zlatan. 

Dette scenarie tror også den svenske succestræner Sven-Göran Eriksson på. Det afslører han onsdag i et interview med Gazzetta dello Sport, hvor han tror på et skifte allerede denne sommer: 

- Zlatan Ibrahimovic har stadig stærke bånd til AC Milan, og klubben betyder meget for ham. Hvis han vender tilbage til Milano, vil det være en stor styrkelse for klubben, men i lige så høj grad for Ibrahimovic selv. Som jeg ser det, har AC Milan med handlerne denne sommer lukket hullet, der var op til toppen. De ser stærke ud, og jeg tror på, at de kan gå efter mesterskabet, siger Sven-Göran Eriksson til det italienske medie. 

Sven-Göran Eriksson har selv været træner i nogle af verdens største klubber. Svenskeren kan skrive roller i Benfica, Roma, Fiorentina, Lazio, Manchester City og Leicester blandt klubberne på sit lange CV, mens han har været landstræner for England, Mexico og Elfenbenskysten.