Salah tæt på Roma: Lægetjek i morgen
Foto: Fabrizio Giovannozzi/Polfoto
Serie A

Salah tæt på Roma: Lægetjek i morgen

Roma er tæt på at gøre sig en god handel, når Chelsea-ejede Mohamed Salah i morgen skal til lægetjek for at færdiggøre handlen.

Mohamed Salah kan snart få ro i sjælen om, hvor han skal spille henne i den kommende sæson. I morgen skal han endelig til lægetjek i Roma. Det melder Radio Roma ifølge Football-Italia.

Det har været en begivenhedsrig sommer for den egyptiske kantspiller. Tidligere på sommeren nægtede han at tage tilbage til Fiorentina, hvor han var lejet ud i sidste sæson. Det udløste, at Fiorentina truede med at lægge sag an mod spilleren.

Nu ser det så ud til, at Salah kommer til at spille under Rudi Garcia i Roma i den kommende sæson, hvis han består det kommende lægetjek.

Ligesom i Fiorentina så vil Salahs aftale i Roma også denne gang være en lejeaftale, hvor Roma næste sommer vil have forkøbsret på den 23-årige spiller.

Salah har aldrig formået at slå helt til i Chelsea, hvor han blev hentet til i sidste sommer fra schweiziske FC Basel. Derimod var han en succes i Fiorentina, som dog må se ham spille for en anden klub i næste sæson.

Hvis Roma vil købe ham fri, så skulle prisen angiveligt være på 160 millioner kroner.