Roma-profil: Vi spiller bedre fodbold end Juventus
Illustration
Serie A

Roma-profil: Vi spiller bedre fodbold end Juventus

Forud for AS Romas Serie A-dyst mod Juventus på søndag, slår Romas Radja Nainggolan nu fast, at han mener, det er Roma, som kan præsentere det bedste spil.

AS Romas midtbanemand Radja Nainggolan ser frem til søndagens topopgør i den italienske Serie A, hvor AS Roma tørner sammen med Juventus. 

Begge hold har maksimumpoint indtil videre i denne sæson, men Romas belgiske midtbanespiller er ikke i tvivl om, hvilket af de to hold, som leverer det bedste fodbold. 

- Vi skal op mod det mest succesfulde hold i de seneste år, det bliver meget svært, siger han til Sky Sport Italia. 

- Men vi har kvaliteten til at få et godt resultat. Man kan sige, at begge holds resultater i denne sæson vidner om, at vi har det samme niveau, men det er os, som spiller det bedste fodbold, siger Nainggollan. 

Nainggolan er dog opmærksom på, at Juventus vil komme ud til kampen med en enorm sult, da de i midtugen led et skuffende Champions League-nederlag til Atletico Madrid. 

- Vi er meget konkurrencedygtige, og vi går ud til kampen for at spille vores eget spil, men vi ved, at Juventus' kamp i Madrid har givet dem en stor vilje til at komme tilbage på sejrssporet på søndag, siger han.