Pointdeling på San Siro
Illustration
Serie A

Pointdeling på San Siro

Der var ingen vinder, da Inter tog imod Lazio.

I Milano var hjemmeholdet fra Inter bagud med 2-0 ved halvleg, men fik alligevel et enkelt point med fra mødet med Lazio, der ellers havde en flyvende brasilianer med i angrebet.

Det startede ellers godt for gæsterne, der blot skulle bruge to minutter til at bringe sig foran, da brasilianeren Anderson med en skarp førsteberøring skabte sig selv plads i Inter-feltet, og så kunne han let sparke bolden i mål.

Brasilianeren var igen på pletten med otte minutter tilbage af første halvleg, da han med lækre driblinger kom på tværs af feltet, hvor han med en fræk afslutning ved den nærmeste stolpe fik udplaceret en chanceløs Handanovic i Inter-målet.

Men i anden halvleg var det hjemmeholdet, der kunne finde vej til nettet. Således bragede Kovacic reduceringen i kassen på aldeles fremragende vis efter 66 minutter, da han fra kanten af feltet flugtede bolden helt op i nettaget efter, at forsvaret havde forsøgt at cleare et hjørnespark. 

Udligning blev det også til for hjemmeholdet, da de med ti minutter igen kunne bringe balance i regnskabet. Et frispark ender i panden på D'Ambrosio, der frækt header bolden på tværs til Palacio, som uden problemer kunne prikke bolden det sidste stykke vej over stregen. Om der rent faktisk var tale om en bevidst assist, eller om der mere var tale om held fra D'Ambrosios side, lader vi stå hen i det uvisse.