Mourinho: Sælger ikke Oscar
Foto: Matt Dunham/Polfoto
Serie A

Mourinho: Sælger ikke Oscar

Brasilianske Oscar har været rygtet væk fra Stamford Bridge i sommerens transfervindue, men denne påstand afvises nu af manager José Mourinho.

Den brasilianske profil Oscar har haft en blandet sæson hos Chelsea FC. Et angiveligt anstrengt forhold til manager José Mourinho har desuden sendt spilleren en tur i rygtebørsen, hvor især Juventus har været nævnt som den helt store bejler til en underskrift den kommende sommer. Torsdag afviste spilleren selv dog at have kontakt til Juventus, mens han var glad for at være i Chelsea.

Klubbens manager José Mourinho tager nu også bladet fra munden omkring spilleren. På fredagens pressemøde afslører Mourinho, at han ingen planer har om at sælge Oscar, der indgår i planerne fremover på Stamford Bridge. At sælge vil desuden være uintelligent, vurderer José Mourinho:

- Selvfølgelig forlader Oscar ikke Chelsea til sommer. Det er blot ganske få måneder siden, han forlængede sin aftale med os. Han er en af de spillere, der har den bedste aftale her i klubben. Den er lang og rigtig god for begge parter. En knægt som vi har købt for tre år siden, og som vi har store forventninger til, kommer vi ikke til at sælge allerede nu, siger José Mourinho på pressemødet.

Chelsea FC skal lørdag i aktion i Premier League, når Manchester United gæster London. Et opgør der fløjtes i gang klokken 18:30 på Stamford Bridge.