Milan sjosker videre: Taber til Udinese
Foto: Paolo Giovannini/Polfoto
Serie A

Milan sjosker videre: Taber til Udinese

Fire ubesejrede kampe i træk for Milan betyder ingenting nu, hvor det blev til et 1-2-nederlag til Udinese, så krisen fortsætter for de sort-rød-stribede.

Det har langt fra været Milans sæson. På trods af, at de ikke har haft europæisk fodbold at koncentrere sig om, så er det alligevel blevet til masser af nedture i Serie A, og lørdag kom der endnu en.

På udebane mod Udinese tabte milaneserne med 1-2, hvor nederlaget sagtens kunne være blevet større, da Udinese stort set hele kampen sad på alle begivenheder. Derfor kom de også fuldt fortjent foran efter 58 minutter, da Pinzi kom forrest og prikkede bolden ind bag Diego Lopez i Milan-målet.

Emmanuel Agyemang-Badu gjorde det med et kvarter tilbage til 2-0 for Udinese og lukkede dermed kampen mere eller mindre. Dog kom Milans Pazzini med to minutter tilbage af den ordinære spilletid på måltavlen, men nærmere kom AC Milan altså ikke.

Nederlaget kommer efter fire ubesejrede kampe for Milan med to uafgjorte og to sejre, men nu er de altså slået tilbage igen. Hvis det bliver til sejre til Palermo og Inter i denne runde, så vil Milan falde tilbage på 11. pladsen.

Fremadrettet er de syv point efter Sampdoria på femtepladsen, der giver adgang til Europa League. De er dog en kamp bagud i forhold til Milano-klubben.