Milan kørt helt over af Napoli
Foto: Luca Bruno/Polfoto
Serie A

Milan kørt helt over af Napoli

Det blev til en imponerende 4-0-sejr til Napoli på San Siro søndag aften. Dermed ligner Milan igen sig selv fra sidste års katastrofesæson.

Der er gang i målmaskinen hos Napoli i denne sæson. Det gælder både i Serie A og i Europa League, hvor flere hold allerede har fået ørene i den syditalienske maskine. Senest er det nu gået ud over Milan, der blev blæst af banen med en 4-0-sejr.

Første halvleg blev kun med en enkelt scoring, da Allan sendte bolden i mål efter forarbejde af Lorenzo Insigne. Det lignede ved halvlegen, at næste mål sagtens kunne være blevet til Milan, da de havde lagt et jævnt pres over Napoli, men i anden halvleg vendte billedet helt.

Oplæggeren til 1-0-målet, Insigne, gjorde det efter tre minutter i anden halvleg til 2-0 for napolitanerne, og han gjorde det også til 3-0 efter 67 minutters spil. Der var kampen reelt afgjort, men det afholdte ikke Napoli fra at score endnu et mål. Denne gang var det dog den 21-årige brasilianske forsvarsspiller Rodrigo Ely, der lavede selvmål - og dermed gjorde det til 4-0 for Napoli.

Med sejren er Napoli nu på sjettepladsen i Serie A med seks point op til Fiorentina på førstepladsen. Dog har Napoli nu scoret 16 mål i Serie A, som er klart flest i ligaen. Derfor venter der en stor opgave for FC Midtjylland, når de skal møde dem i Europa League i de to næste runder af gruppespillet. Den første er 22. oktober, når italienerne kommer til Herning.

Milan er på 11. pladsen - ét point foran Juventus - men ni op til førstepladsen.