Mancini: Håber Balotelli kan nå Zlatans niveau
Illustration
Serie A

Mancini: Håber Balotelli kan nå Zlatans niveau

Mario Balotelli drømmer om at gå i fodsporene på Zlatan Ibrahimovic, og det er stadig muligt for den italienske angriber, siger Roberto Mancini.

Roberto Mancini er for nylig blevet ansat som træner i Inter for anden gang i karrieren, og da den italienske manager første gang var chefen i Serie A-klubben, kunne han råde over Mario Balotelli og Zlatan Ibrahimovic. De to angribere spillede sammen ved flere lejligheder, men i dag er de milevidt fra hinanden med Balotelli i Liverpool og Ibrahimovic i Paris Saint-Germain.

Mancini fortæller, at Balotelli, der har fået en hård start på tilværelsen i Liverpool, i de unge år gerne ville gå i fodsporene på den store svensker, og Mancini mener, at Balotelli stadig har potentiale til at nå Ibrahimovic' høje niveau.

- Zlatan har et par år mere og har tilegnet sig erfaring, kvalitet, klasse og styrke, som Balotelli endnu mangler, selvom han også har spillet i mange år. Men Balotelli har potentiale, og der er ingen tvivl om, at de var ekstraordinært gode sammen dengang. Mario var meget ung dengang, nu bruger han lidt for meget tid på nogle andre ting. Jeg håber og ønsker for ham, at han bliver lige så god som Ibrahimovic, siger Mancini til Goal.com.

Med Mancinis comeback i Inter har der været spekuleret i et Mario Balotelli-comeback i Italien, efter at de to også arbejdede sammen i Manchester City.