Klubsalg var bekræftet: Parma ramt af nye problemer
Illustration
Serie A

Klubsalg var bekræftet: Parma ramt af nye problemer

Den italienske klub Parma havde på sin hjemmeside offentliggjort, at klubben var blevet solgt til en gruppe af investorer. Men det er klubben ikke alligevel.

Der var indkaldt til pressemøde fredag i den italienske klub Parma, efter klubben på sin hjemmeside havde offentliggjort, at en gruppe af cypriotiske og russiske investorer havde købt klubben. Men nu afviser den kommende præsident Pietro Doca, at salget er gået igennem.

Pietro Doca har derfor varslet, at han ikke møder op på pressemødet, ligesom identiteten på investorerne ikke bliver bragt frem i offentlighedens lys, fordi købsaftalen ikke er underskrevet endnu. Det er ganske bizart, fordi Parma som nævnt offentliggjorde, at salget var gået igennem, ligesom klubbens hjemmeside viderebragte citater fra Pietro Doca.

- I øjeblikket er det ikke os, der er i kontrol med Parma. Jeg er ikke præsident, og jeg er ikke ejer af klubben, som dele af medierne ellers har påstået. Aftalen bliver officiel, når betingelserne er på plads. Så som det ser ud i øjeblikket, kommer jeg ikke til pressemødet, lyder det fra Pietro Doca i en pressemeddelelse.

Tommaso Ghirardi, der er i gang med at sælge klubben, håber på, at alt falder på plads senest på pressemødet.

Parma ligger i øjeblikket sidst i Serie A - og er blandt andet fratrukket et point efter økonomiske problemer.