Kaos i Parma: Endnu en kamp må udsættes
Serie A

Kaos i Parma: Endnu en kamp må udsættes

For anden uge i træk må Parma udsætte en kamp i Serie A på grund af dårlig økonomi.

Problemerne hober sig op for den italienske fodboldklub Parma.

Økonomien er elendig, klubben ligger sidst i Serie A og spillerne har ikke fået løn gennem hele sæsonen. I sidste uge måtte Parma droppe kampen mod Udinese, da klubben ikke kunne betale sikkerhedsfolk til kampen.

Og nu må det italienske fodboldforbund også udsætte Parmas næste kamp mod Genoa, der oprindeligt skulle spilles søndag.

- Jeg er gået med til at udsætte kampen, men jeg kan ikke gøre det hver søndag, siger Carlo Tavecchio, præsidenten for det italienske fodboldforbund, ifølge Ritzau.

Den 6. marts skal klubben mødes med de andre Serie A-klubber for at beslutte, om Parma kan få lov til at spille videre i ligaen. Klubben skylder angiveligt omkring 750 millioner kroner.