Juventus-profil slemt skadet: Sæsonen er forbi
Foto: Frank Augstein/Polfoto
Serie A

Juventus-profil slemt skadet: Sæsonen er forbi

Juventus' Claudio Marchisio er blevet skadet under en træningssamling med det italienske landshold, og nu bekræfter det italienske fodboldforbund, at der er tale om en alvorlig skade.

Claudio Marchisio er ikke rejst med det italienske landshold, der lørdag aften skal møde Bulgarien på udebane i Sofia. Juventus-midtbanespilleren har pådraget sig en alvorlig skade under en træning med landsholdet og derfor rejst tilbage til Torino for at pleje kroppen.

Og der er skidt nyt for Juventus og Italien, for i en meddelelse fra det italienske fodboldforbund bekræftes det, at det forreste korsbånd er røget i et af Marchisios knæ, og dermed står han til en pause på mellem seks og ni måneder.

- En MR-skanning blev foretaget med det samme i Firenze, og det viste et brud på forreste korsbånd. Det er besluttet, at spilleren vender tilbage til sin klub, lyder det i meddelelsen fra det italienske fodboldforbund.

Timingen er ikke helt perfekt for hverken spiller eller klub. Juventus, der senere i april, skal møde Monaco i Champions League, må i forvejen undvære Paul Pogba, mens Andrea Pirlo også arbejder hårdt for at komme tilbage fra en skade. Dermed kan Juventus' midtbanetrio være ude på samme tid, og det vil ikke være godt nyt for cheftræner Allegri.

Alessandro Florenzi og Manuel Pasqual har også meldt fra til landsholdets kamp mod Bulgarien i EM-kvalifikationen på grund af skader.