Serie A

Juve utilfreds med overvægtig Bendtner

Nicklas Bendtner er startet på sit nye eventyr i Juventus, men Torino-klubben er ikke tilfreds med danskerens fysiske tilstand.

Efter utallige spekulationer fandt Nicklas Bendtner endelig den storklub, som han søgte efter. Juventus hentede således den store dansker til Torino, og Nicklas Bendtner havde i går sin første træning med den del af holdet, der ikke er på landsholdsopgaver.

Men trænerstaben hos Den Gamle Dame var ikke tilfreds med den fysiske forfatning, som Bendtner mødte op i, skriver Tutto Mercato Web. Grunden skulle angiveligt være en smule overvægt, og derfor er danskeren blevet sat på et træningsprogram for at smide de overflødige kilo, før han for alvor kan tage kampen op med store angrebsnavne som Vucinic, Matri, Giovinco og Quagliarella .

I mellemtiden er træner Antonio Conte gået i gang med at se DVD'er med Nicklas Bendtner for at lære ham bedre at kende og udpege hans kvaliteter som angriber.

Nicklas Bendtner har skrevet under på en et-årig lejeaftale med de italienske mestre, og han træner allerede med holdet nu, fordi han som bekendt er i karantæne til Danmarks VM-kvalifikationskamp lørdag mod Tjekkiet i Parken.