Juve-legende forlænger kontrakten
Illustration
Serie A

Juve-legende forlænger kontrakten

Gianluigi Buffon er ikke klar til at hænge handskerne på hylden, så han har forlænget sin aftale med Juventus. Det samme har Giorgio Chiellini.

Han er nok ikke verdens bedste målmand længere, men Gianluigi Buffon er stadig en dygtig keeper, og det kommer de også til at få gavn af i Juventus nogle år endnu. Den 36-årige målmand har nemlig forlænget sin aftale med de italienske mestre frem til sommeren 2017. På det tidspunkt vil "Gigi" Buffon være 39 år.

Den tidligere Parma-målmand, som skiftede til Juventus tilbage i 2001, elsker nemlig at spille fodbold, og det er først og fremmest derfor, at han har valgt at forlænge sin aftale med klubben.

- Jeg vil fortsætte med at præstere på et højt niveau, så jeg kan være værdifuld for holdet og et omdrejningspunkt. Når jeg får ros fra klubben, bliver jeg stolt over det valg, jeg tog for 14 år siden (hvor han skiftede til Juventus, red.), siger Gianluigi Buffon.

Buffon fik debut for Parma helt tilbage i 1995, og han har spillet 400 kampe i den italienske Serie A for Juventus. Målmandslegenden, der var med til at vinde VM i 2006 med Italien, har 146 landskampe på cv'et.

Også Giorgio Chiellini har forlænget sin kontrakt med Juventus, så den nu løber frem til sommeren 2018.