Italiensk mestertræner afviser Milan-rygter
Foto: Luca Bruno/Polfoto
Serie A

Italiensk mestertræner afviser Milan-rygter

Italienske Marcello Lippi er sat i forbindelse med et job i AC Milan, men han afviser, at det har noget på sig.

I øjeblikket er det Sinisa Mihajlovic, der er i spidsen for AC Milan, men selv om han kun har siddet i jobbet i få måneder, er der allerede rygter om, at den tidligere topklub er på jagt efter nyt til staben.

Mihajlovic overtog styringen med klubben i juni, efter Milan fyrede legenden Filippo Inzaghi, men indtil videre er det begrænset, hvor meget Mihajlovic har fået ud af truppen. Truppen, der godt nok heller ikke har tidligere tiders klasse, er at finde på 11. pladsen i Serie A efter syv kampe, og der er som sagt rygter om at ansætte en teknisk direktør til at hjælpe Mihajlovic.

Et navn, der florerer, er Marcello Lippi. Lippi, der i 2006 vandt VM med Italien og af flere omgange har haft stor succes, lyder dog ikke som en mand, der er voldsomt interesseret i jobbet.

- Rossoneri (AC Milan, red.) har ikke kontaktet mig. Det er der faktisk ingen klubber, der har, sagde Marcello Lippi til Radio 2.

AC Milan tabte senest med 0-4 til Napoli, og selv om der måske stadig er tiltro til serbiske Sinisa Mihajlovic, er han presset af de dårlige resultater. Syv kampe har givet tre sejre og fire nederlag, og det er nok ikke utænkeligt, at han er fortid i AC Milan, hvis der ikke begynder at tikke flere point ind på kontoen.

Milan plejede at kæmpe med i toppen af Serie A, men har i de senere år haft svært ved at blande sig helt i toppen om 'Scudetto' - mesterskabet.

Truppen har da heller ikke længere de allerstørste stjerner, men tæller trods alt navne som Mario Balotelli og Nigel de Jong.