Inters CL-matchvinder tæt på Argentina-retur
Illustration
Serie A

Inters CL-matchvinder tæt på Argentina-retur

Diego Milito kan være tæt på et skifte tilbage til Racing i Argentina, hvor Inter-angriberen startede sin fodboldkarriere.

Tilbage i 2010 var Diego Milito med i den absolutte topklasse af angribere i Europa med blandt andet to vigtige kasser i Champions League-finalesejren over Bayern München, men årene har været hårde ved den argentinske angriber, der ofte sidder på bænken for den italienske klub. Nu tyder det på, at han til sommer forlader det europæiske kontinent for at slutte sig til klubben Racing i hjemlandet Argentina.

Klubpræsident i Racing, Victor Blanco, føler sig i hvert fald overbevist om, at han kan hente Milito tilbage til Argentina.

- Jeg er ikke i Italien endnu, men jeg tager dertil inden for de næste 15 dage. Vi er meget interesserede. Selv Diegos far har sagt, at han vil tilbage til Racing. Det, håber vi, er sandt, siger Blanco til Calcio Mercato.

Diego Milito, hvis kontrakt udløber til sommer, har været i Inter siden 2009. Han har spillet 13 Serie A-kampe og scoret to mål i denne sæson for klubben.