Inter-stjerne: Tæt på forlængelse
Foto: Antonio Calanni/Polfoto
Serie A

Inter-stjerne: Tæt på forlængelse

Mauro Icardi bekræfter efter lørdagens sejr over AS Roma, at han er tæt på at underskrive en ny aftale med den italienske klub.

Inter har haft en blandet sæson, hvor et af lyspunkterne dog har været unge Mauro Icardi. Den 21-årige spiller står noteret for 17 træffere i denne sæson, og scorede lørdag aften det afgørende mål i slutfasen, da Inter besejrede AS Roma med 2-1. Med sejren holder klubben liv i jagten på europæiske pladser i den kommende sæson, hvor man dog skal kæmpe for at holde på profilerne.

Også Mauro Icardi har været rygtet mod udgangen i klubben, hvor især Premier League har været nævnt. Nu afslører spilleren selv dog, at fremtiden formentlig fortsat kommer til at være på San Siro:

- Vi er tæt på at lukke en aftale. Jeg vil meget gerne blive i Inter, så det hele foregår mellem min agent og selve klubben, siger Mauro Icardi til Mediaset.

Han glæder sig desuden over lørdagens sejr, der var vigtig for både denne og de kommende sæsoner:

- Vi gav alt, vi havde ude på banen i denne kamp. Vi gjorde alt, som vores træner bad os om, mens vi lykkedes med at presse dem højt og score mål. Det var en præsentation, der krævede selvtillid fra alle. Vi vil gerne bringe denne klub tilbage mod sin storhed, for det er her, den hører til. I næste sæson vil vi ikke blot slås for Europa men derimod for de helt store trofæer, udtaler Icardi.

Næste opgave for Inter i Serie A venter på udebane, når holdet gæster Udinese. Netop Udinese gjorde lørdag det onde ved AC Milan, der med et nederlag på 2-1 er i frit fald og kaos i Serie A.