Inter og Napoli delte efter hektisk afslutning
Illustration
Serie A

Inter og Napoli delte efter hektisk afslutning

Inter var bagud to gange i søndagens storkamp mod Napoli, men formåede alligevel at hente det ene point til sidst.

Der var storkamp i Serie A søndag aften, da Inter havde besøg af Napoli, og kampen blev en underholdende affære, der sluttede 2-2 efter en hæsblæsende afslutning.

Inter kom til kampen med nederlag i de to seneste kampe, mens Napoli efter en skidt start så småt var ved at finde fodfæste igen. Det var dog hjemmeholdet, der startede bedst og var dominerende i første halvleg, hvor brasilianske Hernanes kom tæt på, da han knaldede en afslutning på stolpen.

Efter pausen kom Napoli meget bedre med, og Lorenzo Insigne var tæt på, da han også testede træværket. Det var dog først 10 minutter før tid, at der for alvor kom gang i løjerne, men så gav de to mandskaber også publikum en vanvittig afslutning at gå hjem på.

Jose Callejon bragte Napoli i front, da han sendte en afslutning fladt forbi Handanovic i Inter-målet efter skidt forsvarsspil af Vidic.

Den føring holdt dog kun et par minutter, for så dukkede indskiftede Fredy Guarin op på bageste stolpe efter et hjørnespark og sendte udligningen sikkert i mål.

To minutter før tid var Callejon på spil igen, da han løb bagom Inter-forsvaret på en aflevereing fra David Lopez og flugtede bolden smukt i nettet.

Så lignede det Inters tredje nederlag på stribe, men i de døende sekunder dukkede Hernanes op på et indlæg fra Dodo, og med et kraftfuldt hovedstød headede han udligningen i mål til slutresultatet 2-2.

Resultatet betyder, at Napoli nu indtager syvendepladsen, mens Inter er to point efter som nummer ni.