Dansker ser frem til oprykningsbrag mod eks-klub
Serie A

Dansker ser frem til oprykningsbrag mod eks-klub

Matti Lund Nielsen og Perugia skal møde danskerens tidligere klub Pescara i kampen om en plads i Serie A til næste sæson - og den tidligere FCN-spiller glæder sig.

Matti Lund Nielsen blev forud for sæsonen udlejet fra Pescara til Perugia i den italienske Serie B, og nu kan den danske offensivspiller se frem til en meget afgørende kamp mod netop Pescara. De to klubber tørner nemlig sammen i oprykningsspillet om en plads i Serie A til næste sæson.

Perugia og Pescara møder hinanden over to kampe, hvor der spilles om en plads i semifinalen, inden der eventuelt også venter to finaler. Matti Lund Nielsen glæder sig til kampen mod sine gamle holdkammerater.

- Det har været en god sæson, og det bliver spændende med en afgørende kamp mod min gamle klub. Det er kun første kamp af flere playoff, og der er endnu lang vej endnu, men selvom det ikke var planen med mit skifte at rykke op, går vi selvfølgelig efter det, når nu vi har chancen. Det bliver spændende, siger Matti Lund Nielsen til tipsbladet.dk.

Vinder Perugia samlet over Pescara, skal holdet møde Vicenza i semifinalen. Det første opgør spilles på tirsdag.