Dani Alves-agent: Vi har ikke hørt fra Inter
Illustration
Serie A

Dani Alves-agent: Vi har ikke hørt fra Inter

Dani Alves er blevet meldt på vej til Inter, men nu afviser hans agent, at der har været nogen som helst kontakt med Inter.

Dani Alves er hele sommeren blevet rygtet væk fra FC Barcelona, men efter VM udtalte højre backen, at han ville blive og være med til at hjælpe storklubben til igen at blive en magtfaktor i spansk og europæisk fodbold.

Senest er Dani Alves blevet sat i forbindelse med italienske Inter, men nu afviser Alves' agent Bibian Weggelaar, at der er noget om snakken.

- Hvorvidt rygterne om Inters interesse for Dani Alves er sande, må du spørge Inter om. Vi har ikke haft nogen kontakt til Inter. Det er en stor klub, men vi ved ikke noget om det. Der har ikke været nogen kontakt med dem, så det er svært for os at kommentere. Lad os se, om det ændrer sig de næste dage, siger Weggelaar til calciomercato.com.

Tidligere er også Paris SG blevet sat i forbindelse med brasilianeren, der har spillet for FC Barcelona siden 2008.