Carlos Tevez' fremtid forbliver uvis efter kryptisk fejring
Serie A

Carlos Tevez' fremtid forbliver uvis efter kryptisk fejring

Carlos Tevez har endnu ikke besluttet, om han vil forlænge sin kontrakt med Juventus eller vende tilbage til Boca Juniors, når kontrakten udløber næste år.

Carlos Tevez' scoring mod Lazio, som bragte Juventus foran i lørdagens topopgør i Serie A har kickstartet massive spekulationer omkring, hvorvidt den argentinske angriber nærmer sig et skifte til Boca Juniors. 
 
Carlos Tevez fejrede nemlig scoringen med den såkaldte kyllinge-dans. En fejring, som man også så Tevez præsentere for Boca Juniors-tilhængerne tilbage i 2004, da han i Copa Libertadores scorede mod klubbens evige rivaler fra River Plate. 
 
Og kæder man den dans sammen med Boca Juniors' præsident tidligere udtalelser omkring, at klubben var tæt på at hente Tevez hjem, så betød det, at rygtebørsen for alvor kom på arbejde, da mange tolkede Tevez' fejring, som et direkte signal til Boca Juniors' fans. 
 
Nu har Tevez selv dog taget til genmæle og manet til besindighed.
 
- Det har intet med kampen mod River Plate at gøre. Jeg fejrede scoringen mod Lazio på den måde, fordi jeg havde sagt, at jeg ville fejre en scoring på den måde. Og scorer jeg mod Monaco på onsdag, så vil jeg fejre det på samme facon, siger Tevez til Sky Sport Italia. 
 
- Hvad angår min fremtid, så er det ikke mig, i skal snakke med. Både Juventus og mig selv går gennem en ekstraordinær periode i øjeblikket, og jeg tænker kun på Juventus lige nu. Jeg ved ikke, om jeg forlader klubben, for jeg har ikke besluttet, hvad jeg vil endnu.  Men det er ikke nu, vi skal snakke om det, og som jeg har sagt før, så er Juventus-tilhængerne de første, som får besked, når jeg ved, hvad jeg beslutter, lyder det fra Carlos Tevez.