Anderlecht-stjerne bekræfter stor interesse
Serie A

Anderlecht-stjerne bekræfter stor interesse

Aleksandar Mitrovic har modtaget et bud fra AS Roma, mens også portugisiske giganter står i kø.

I Anderlecht er man som andre klubber i fuld gang med transfervinduet. Her er den helt store kamp dog at holdes fast i nogle af sine store profiler, men den måske største synes tabt for belgierne. Aleksandar Mitrovic søger nye udfordringer, mens flere klubber søger netop hans signatur. 

Senest har AS Roma været meldt inde i kampen, og nu bekræfter hovedpersonen selv, at de italienske vicemestre har afgivet et bud. Han er dog endnu ikke sikker på sin fremtid, hvor flere muligheder har budt sig: 

- Jeg har modtaget et bud fra AS Roma, men endnu ved jeg ikke, om jeg vil acceptere det. Jeg skal beslutte mig sammen med min agent. Vi skal nøje overveje, hvad der er det bedste skridt for min karriere. Roma er et godt hold, og jeg kender Rudi Garcia. Han er en dygtig træner, siger Aleksandar Mitrovic til Gazzetta dello Sport og fortsætter: 
 
- Jeg vil snart kende min destination. Udover Roma kan jeg bekræfte, at der også er interesse fra Benfica og FC Porto. Det er vigtigt for min fremtid, at jeg har det godt i det nye land, når jeg vlger mit næste hold. Samtidig skal jeg have den sikkerhed, at jeg kommer til at spille. Jeg kan lide Belgien, men det er tid til at prøve noget nyt, fortæller Mitrovic.
 
Den bare 20-årige komet har på to sæsoner scoret 44 gange for Anderlecht. Dette har desuden gjort ham interessant for klubber som Chelsea og Tottenham.